Scolare & Enoteca Banco Vini
I et gammelt banklokale i Helsingfors er en lille del af Italien dukket op i minimalistisk form. Her forenes restaurant Scolare og vinbaren Enoteca Banco Vini i et bæredygtigt koncept.
I området, som i folkemunde går under navnet “bankhjørnet”, har flere bygninger, som navnet antyder, været udstyret med både bankbokse og pengeskabe.
Bag Restaurant Scolare og vinbaren Enoteca Banco Vini står Michelinkokken Pekka Terävä og hans firma Olo Collection. I alt ejer Olo Collection otte restauranter rundt om i den finske hovedstad.
Da projektgruppen første gang besøgte lokalet, var der noget, der fascinerede dem, og de kunne hurtigt se mulighederne for at tilpasse det.
– Vi ønsker, at lokalet skal vække følelser, og da vi var her første gang, kunne vi straks se, at det var det rigtige sted. Med gæsterne i fokus ville vi skabe en oplevelse af, at restauranten har ligget her længe, og det synes jeg er lykkedes, siger Pekka Terävä, Creative Director hos Olo Collection.
Under projektet har Olo Collection fokuseret på at reducere sit CO2-aftryk. Indkøb af nye møbler er så vidt muligt minimeret, og i stedet har de koncentreret sig om istandsættelse, renovering og genbrug.
Input interior har bidraget ved både at agere leverandør og samarbejdspartner. Med erfaring og viden om emnet har indretningsvirksomheden fundet nye måder at genbruge møbler på, som passede til konceptet.
– Meget er genbrug og hentet fra Olo Collections egne lagre. De møbler, der ikke var i tilstrækkelig god stand, er renoveret, bl.a. en del genbrugte stole og lænestole. Møblerne, som er ombetrukket, har fået nye farver for at passe ind i bygningens industrielle look, siger Tanya Liuko, Account Manager hos Input interior.
Lokalernes oprindelse kan mærkes
Under renoveringen af lokalet fritlagde man overflader af røde mursten og beton, som sammen med de gamle stengulve fylder meget i udtrykket. Det kombineres med møbler i mørkerødt, som afspejler murstensvæggen. Her er også møbler i olivengrønne nuancer, som er med til at skabe kontrast i indretningen.
Bygningens oprindelige tagvindue er også et vigtigt element. Placeret centralt i hjertet af lokalet bidrager det med lysindfald og er en af de ting, arkitektbureauet Franz Design har fokuseret på i arbejdet med at bevare lokalets oprindelse i indretningen.
– Der er en både levende og afslappet stemning i restauranten – det gamle banklokale emmer af “levet liv”. Det kan man mærke, og vi vil gerne have, at gæsterne skal fokusere på oplevelsen. Der er ingen rigtig måde at føle eller opleve på, siger Lauri Skyttä, Senior Designer hos Franz Design, og fortsætter:
– Med interiøret ville vi ikke bare efterligne en italiensk restaurant. Vi ville skabe en restaurant, som lige så godt kunne ligge i Italien. Det diskuteres meget, hvad italiensk mad egentlig er. For os er det gode råvarer, respekt for maden og stærke traditioner. Vi håber, at det afspejler sig i indretningen, siger Lauri Skyttä.
Efter Tanya Liukos mening afspejler resultatet, at en cirkulær og bæredygtig vision har præget alle elementer i projektet.
– Der har været et godt samarbejde mellem alle involverede parter, og stærke værdier omkring cirkulær økonomi har gennemsyret hele projektet fra start til slut. Scolare og Enoteca Banco Vini tilbyder en særlig oplevelse, og den vil tiltrække mange fast gæster, afslutter hun.