Hotel Torni

Da vi tjekker ind på Hotel Torni i Helsingfors, venter en rejse igennem arkitektur fra 1900-tallet og chancen for at gå i verdenskendte kunstneres, kongeliges og præsidenters fodspor.

1920’ernes bygningsideal i Chicago og New York med højde som det primære kendetegn inspirerede arkitektduoen Jung & Jung til det, der blev Finlands første skyskraber. Hotel Torni blev ved åbningen i 1931 en pioner inden for finsk arkitektur og forandrede grundlæggende Helsingfors’ skyline. Da nabobygningen senere blev integreret i hotellet, blev den oprindelige art déco-indretning suppleret med jugendstil, og gæsterne fik et bredere perspektiv på det 20. århundredes stilepoker.

I årenes løb er det ikke kun det lokale jetset, der er blevet lokket hertil af det originale interiør. Den amerikanske præsident Herbert Hoover, den verdenskendte kunstner Josephine Baker, James Bond-stjernen Roger Moore og Prins Bertil af Sverige er nogle af de kendte, der har besøgt hotellet.

De seneste år har Hotel Torni gennemgået en renovering, og nye elementer er føjet til arkitekturen, der har givet hotellet international status.

– De nye miljøer afspejler ikke et museum fra en specifik æra, men er snarere en nutidig tolkning af Tornis historie. Originale detaljer som kakkelovne, marmorgulve, kuppelvinduer og vægmalerier er blevet restaureret og suppleret med moderne indslag for at skabe en rød tråd igennem hotellet, siger Creative Director Joanna Laajisto fra Studio Laajisto, som har været ansvarlig indretningsarkitekt for hotelværelser og gange.

Smagfuld indretning

I alle årene har den kulinariske oplevelse altid været en naturlig del af hotellet. Fra hemmelig servering af drinks til stamgæsterne under forbudstiden via indvielsen af Finlands første irske bar til OR Restaurant i stueetagen, som er det seneste skud på stammen. Sidstnævnte er en restaurant, hvor samtidskunst og Le Corbusiers Lampe de Marseille pryder væggene, og en jordnær palet af beige, okker, brunt og lyseblåt sætter stemningen. Farver, der afspejles i menuen, som domineres af fisk, skaldyr og vegetariske retter.

– OR præsenterer en skildring af forskellige stilarter og farver, som skaber et bohemeagtigt miljø med kunsten i fokus, siger Eva-Marie Eriksson, medgrundlægger og Senior Designer hos Fyra, som står for indretningen af hotellets restauranter.

Til interiøret på American Bar på næste etage er der hentet yderligere inspiration i 1930’ernes art déco. Her mødes vi af tekstiler i grøn velour, en bardisk i marmor og ikoniske armaturer.

– Under renoveringen blev American Bar flyttet tilbage til sin oprindelige beliggenhed under hotellets glaskuppel, og nu er den samme kuppelform meget effektfuldt afspejlet i bardisken. Den mystiske og elegante atmosfære i baren fuldendes af Paavo Tynells lamper, fortsætter Eva-Marie Eriksson.

Lysere miljøer finder vi på øverste etage og i Ateljee Bar, som fra begyndelsen lå i forbindelse med en landingsplads for zeppelinere. Det var meningen, at passagerer nemt skulle kunne stoppe og få en cocktail, inden de fløj videre. Der blev aldrig gennemført nogen landinger, men passagen ned til baren eksisterer stadig. Som navnet Ateljee Bar antyder, har det historisk været et atelier, hvor unge kunstnere får mulighed for at udstille deres værker. Den smagfulde indretning er omhyggeligt udvalgt for at give plads både til kunsten og panoramaudsigten.

Input interior har leveret indretning til både hotelværelser og restauranter. Nøglen til konceptet har været et bredt sortiment og et tæt samarbejde mellem projektledere og indretningsarkitekter.

– Hotel Torni har længe været et landemærke i Helsingfors og har en naturlig plads i byens kulturhistorie. Det er spændende at deltage i denne type projekter, særligt i lyset af de forskellige miljøer, produkter og funktioner, som skal spille sammen for at skabe en unik oplevelse for gæsterne, afslutter Janne Härmä, Account Manager hos Input interior i Helsingfors.

Lad os kontakte dig

Giv os dine oplysninger, så vender vi tilbage

Tak for din henvendelse

Vi vender tilbage til dig så hurtigt som muligt.

Til formularen
Ups

Der opstod en fejl, prøv igen.

Til formularen