Holen skole

Da den nye Holen Skole blev opført langs en skrånende bjergvæg i et kuperet fjordlandskab, kom en velkendt farvepalet til at spille hovedrollen. Med pladsbesparende indretning og orienterende farver er den nye bygning fyldt med inspirerende læremiljøer.

Første gang, der blev undervist på Holen Skole i Bergen, var tilbage i 1920. Den tidligere folkeskole er blevet en historisk plads i byen, efter et flyangreb under 2. verdenskrig forårsagede omfattende skader på bygningen og ulykkeligvis krævede flere liv. Da skolen blev genopført i 1950’erne, blev den et landemærke – og et mindesmærke for indbyggerne.

Nu er Holen Skole igen moderniseret med en restaurering af den eksisterende bygning og en integration af yderligere en bygning langs grundens klippevæg. Det, der tidligere var to forskellige bygninger til hhv. de yngre og ældre elever, er nu kædet sammen ved hjælp af specialtilpassede løsninger.

– Ved at bevare det oprindelige skelet har vi knyttet skolen til det historiske sted og bevaret et tidstypisk udtryk fra 1950’erne. En tunnel binder den gamle skole funktionelt sammen med den nye samtidig med, at beskyttelsesrummet fra efterkrigstiden er forvandlet til sociale områder, garderober, toiletter og rum til filmfremvisning, fortæller den ansvarlige indretningsarkitekt Elin Skjeseth Bashevkin fra Cadi.

Le Corbusier’s farvepalet

Siden indvielsen er stærke farver i indretningen og på væggene blevet synonymt med Holen Skole. Et farvespektrum, som er hentet fra arkitekten Le Corbusier’s palet, og som har til formål at inspirere og stimulere eleverne.

– Bergen er en af de byer i Europa, hvor det regner mest, og den hyppige mangel på solskin betyder, at der er mindre lys i lokalerne. For at fylde klasseværelser og gange med liv og harmoni har vi valgt en karakteristisk farvepalet, som er gennemgående for hele huset, siger Elin Skjeseth Bashevkin.

Udformningen af det originale skolemiljø er blevet muligt vha. et tæt samarbejde mellem indretningsarkitekterne, som står bag konceptet, og Input interior, som har leveret og monteret størstedelen af indretningen.

– Farverne på møblerne afspejler omgivelserne og vores planet. På de nederste etager domineres indretningen af jordfarver, og i de centrale dele af huset er rosa, magenta og orange mere fremtrædende. På de øverste etager nærmest himlen er der møbler i forskellige nuancer af blåt med koboltblå allerøverst, siger Elin Skjeseth Bashevkin.

– Indretningen fungerer som orienteringskort og viser, hvilken etage elever og personale befinder sig på. Det er en effektiv måde at lokalisere sig på, fortæller Steinar Thorsen, projektleder hos Input interior.

Indretning med baggrund i undervisningsplanen

For at optimere undervisning og indlæring har både lærere og elever været involveret i udformningen af indretningen. Med praktisk tilgang og erfaring fra de daglige skoleaktiviteter er der indsamlet vigtig viden, som i samråd med indretningsarkitekterne er blevet afgørende for valget af møbler.

– Det er vigtigt for os at høre perspektivet fra både elever og lærere, så vi kan udvælge møbler, der understøtter undervisningen i klassen. Vi har fremlagt forslag til stole og borde af høj kvalitet og ergonomi, som eleverne har testet, inden vi har foretaget det endelige valg, fortæller Elin Skjeseth Bashevkin.

På skolens begrænsede areal har pladsoptimering været et evigt aktuelt emne. Den udfordring har Input interior været med til at løse ved at levere møbler på specialmål, som er monteret på stedet.

– Det begrænsede areal og skolens mange vinkler og former viste sig at blive en udfordring fra begyndelsen. Med en stor andel af specialfremstillede møbler kunne vi optimere pladsen, uden at det gik ud over mulighederne for at gennemføre undervisning i lokalerne. Det lykkedes at vende det til en fordel ved at udnytte alle dele af huset, fortæller Steinar Thorsen.

Når eleverne afslutter dagen på en af bygningens otte etager, kan de takket være den skrånende klippevæg gå direkte ud i skolegården via indgangene på de syv første etager.

Miljøtilpasset skole

Byens bjergrige terræn har gjort det muligt at genbruge geoenergi til opvarmning og afkøling af lokalerne. Sammen med græstag, som fremmer biodiversiteten, og solceller har Holen Skole sat en høj standard for nye, offentlige skolebyggerier i Norge.

– Både i byggeprocessen og i indretningen har der været stort fokus på miljø og kvalitet, og det glæder os, som altid arbejder på at finde bæredygtige løsninger. På en skole, hvor møbler udsættes for stor slitage, er det ekstra vigtigt med kvalitetsindretning for at minimere økonomisk og miljømæssigt omkostningstunge ny-indkøb, afslutter Steinar Thorsen.

Lad os kontakte dig

Giv os dine oplysninger, så vender vi tilbage

Tak for din henvendelse

Vi vender tilbage til dig så hurtigt som muligt.

Til formularen
Ups

Der opstod en fejl, prøv igen.

Til formularen