Mölndals Stadsbibliotek
Da Mölndals Stadsbibliotek flyttede til nye lokaler, var målet at skabe et åbent mødested, hvor alle er velkomne til både læsning og kreative aktiviteter.
Lige uden for Gøteborg ligger Mölndals kommune, hvor befolkningstilvæksten har ført til flere nye projekter i bykernen. Et af dem er stadsbiblioteket, som er flyttet ind i nybyggede lokaler i centrum.
Fredblad arkitekter har tegnet biblioteket både udvendigt og indvendigt, med fokus på at skabe et lyst og levende sted. De store glasfacader udvisker grænsen mellem ude og inde, samtidigt med at de lokker besøgende til at komme inden for. Bygningen omfatter to etageplan, der knyttes sammen af en central trappeopgang, hvor besøgeren har et let overblik over hele biblioteket. På anden etage findes ungdomsafdelingen, et særligt læse- og aktivitetshjørne, der er tegnet af New Order arkitektur. Afdelingens farverige miljø og rumlige løsninger indbyder til gruppearbejde, tv-spil eller egen læsning for sig selv.
Et sted til fællesskab
Målsætningen med det nye bibliotek var at skabe et mødested for fællesskab og sociale aktiviteter for alle, uanset alder. Her er masser af plads til kreative sysler såsom at klippe og klistre, lave teater og afholde workshops.
– I forbindelse med digitaliseringen tror mange, at bibliotekerne har udspillet deres rolle. Men vi har leveret til flere biblioteker, og mener at det er helt modsat; her kommer alle i forskellige aldre, fra studerende som læser op til folk på forældreorlov, der tager en kop kaffe. Biblioteket har en vigtig samfundsfunktion som mødested, siger Anna Mark-Ljungqvist, sælger og projektleder hos Input interior, som står bag indkøb, leverance og montering af bibliotekets indretning.
Bæredygtigt for fremtiden
Bygningen er præget af bæredygtige valg, hvor arkitektur, materialer og indretning er tiltænkt at holde over tid.
– I dette projekt var det vigtigt at biblioteket holder til morgendagen, og indretningen skal derfor kunne ændres efter fremtidige behov og være tilpasset til digitale måder at arbejde på. Det indebærer at for eksempel sofaer og borde er udstyret med stikkontakter og USB-porte, fortæller Anna Mark-Ljungqvist.